
Logodesign, der sætter aftryk
Vi bliver bombarderet for hvert skridt vi tager, i hvert tænkeligt rum. Både i den virkelige og virtuelle verden bliver vi eksponeret for dem. Vi er dog vant til denne eksponering, så vi skænker dem ikke mange tanker. Men alligevel taler de til os.
Logoer. Symboler. Tegn. Underbevidstheden undgår ikke disse visuelle virkemidler, der brænder sig fast i vores hjerne. Symboler stimulerer venstre hjernehalvdel, der styres ud fra følelser, mens tekst stimulerer højre, der styres af vores logik. Alle logoer vil fremprovokere en eller anden form for reaktion, bevidst eller ej. Når det kommer til valg af produkter ud fra logoer, vil disse reaktioner blive styret netop af følelser eller logik. Vores logik vil vælge et produkt ud fra en vurdering af pris, kvalitet og kvantitet, mens følelserne kan overskrive denne vurdering ved at selektere ud fra helt andre faktorer.
Et logo er naturligvis en del af en grafisk identitet/brand, der typisk udformes på flere platforme. Alle har ét formål, nemlig at skabe en forestilling og implementere den i forbrugernes underbevidsthed. Når forbrugeren ser logoet, er det ikke kun en repræsentation af produktet, men også denne forestilling. En forestilling om, at købet af netop dette produkt vil gøre livet bedre for køberen, selvom et køb af et andet produkt måske ville være mere økonomisk.
Designet af et logo skal dog ikke bare se visuelt flot ud, men skal udløse de rette associationer hos forbrugerne i forhold til produktet og situationen. Det skal skille sig ud fra de konkurrerende produkters logo, men heller ikke i sådan en grad, at de falder fuldstændigt ud af kontekst, og skabe usikkerhed og mistillid.
Men logoer skal også opdateres, ligesom produkter skal udvikles. Selvom et logo har haft en stærk appel til målgruppen, er verdenen i ændring, og nye trends og tendenser kommer til. Dette kan give eksisterende logoer et gammelt og umoderne look, og skade det samlede billede af brandet. Opdatering af logoer kan derfor være et vigtigt skridt i positionering og differentiering.











